Pressemeddelelsen
I Lærernes a-kasse har vi dokumenteret erfaring med at få ledige hurtigere og bedre i job. Alligevel vælger regeringen, trods egne løfter i regeringsgrundlaget, at holde os tilbage. Med den nye beskæftigelsesreform bliver vi ikke givet et større ansvar. Det udskyder den innovation og fornyelse, som ellers var blevet lovet.
”Vi har bevist, at vi virker – men regeringen vælger endnu et forsøg. Det er svært at forstå – og endnu sværere at forklare vores medlemmer,” siger Morten Refskov, formand for Lærernes a-kasse.
Forsøgstræthed breder sig
Reformen åbner for, at ledige i fire måneder får frit valg mellem a-kasse, kommune eller privat aktør. Derudover udvides kontaktforløbet i a-kasserne fra tre til fire måneder men kun for udvalgte i en treårig forsøgsperiode. Det møder kritik.
“Der opstår en forsøgstræthed. Vi ved, hvad der virker. Hvorfor forsøge igen, når vi allerede har bevist, det virker?” spørger Refskov.
Forenkling? Vi leder stadig efter den
Regeringen bryster sig med, at reformen skal forenkle beskæftigelsesindsatsen. Men for vores medlemmer er forvirringen stadig stor. De skal vælge mellem flere forskellige tilbud, uden nødvendigvis at vide, hvad der passer bedst til deres behov. Det skaber usikkerhed – ikke overblik.
”Vi er meget forvirrede over den såkaldte forenkling, for den er svær at se for os som faglig a-kasse," siger Morten Refskov. "Det burde være enkelt og gennemskueligt for vores medlemmer, men det er det langt fra."
Lad os nu tage det fulde ansvar – vi har bevist, at det virker
A-kasserne har en unik viden om deres medlemmer og branche. Det gør dem særligt velegnede til at give meningsfuld og effektiv vejledning.
“Når det gælder lærere, undervisere og vejledere, ved vi præcis, hvilke veje der fører videre. Hvad enten det er mod job, efteruddannelse eller brancheskift. Vi arbejder med reel faglighed og indsigt – ikke generiske standardløsninger. Netop dét, SVM-regeringen siger, de ønsker. Så hvorfor ikke bruge os, der allerede gør det?” siger Refskov.
”Når vi siger, at vi vil tage det fulde ansvar, så mener vi minimum seks måneder – ikke tre eller fire. Det er den tid, vi har brug for at kunne gøre en meningsfuld forskel for alle vores medlemmer.”
Kontakt for yderligere kommentar eller interviews:
Jens Kristoffersen
Kommunikationskonsulent, Lærernes a-kasse
Mail: jkr@laka.dk