Information om COVID-19 inden dit besøg hos os
Inden du besøger os, beder vi dig være opmærksom på, om du har symptomer på COVID-19. Det gør vi for at sikre et sikkert og sundt miljø for alle vores medlemmer og medarbejdere, som vi inviterer ind på vores kontorer.
Symptomer på COVID-19 er: Feber og symptomer på luftvejssygdomme som hoste, ondt i halsen, åndenød og åndedrætsbesvær.
Husk, at aflyse din personlige samtale og få taget en COVID-19 test, hvis du har symptomer.
Vi følger alle forholdsregler inden og under dit besøg, og vores medarbejdere lader sig hyppigt teste for COVID-19.
Du er altid velkommen til at ringe til os på 7010 0018 eller skrive en besked til os med dine spørgsmål.
Er du så uheldig at blive smittet med Corona, tæller det som sygdom. I det tilfælde skal du som altid melde dig syg. Det gør du på jobnet.dk – Min side. Kommer du i karantæne, tæller det også som sygdom og her skal du også meddele det på jobnet.
Har du rejst i et risikoområde, skal du følge myndighedernes retningslinjer. Se mere på www.coronasmitte.dk. Skal du i isolation efter rejsen, så er du ikke til rådighed for arbejdsmarkedet og kan derfor ikke få dagpenge i perioden.
Hvis du bliver ledig, mens du er strandet i udlandet, kan du ikke få dagpenge.
Hvis du ikke har pasning til et eller flere børn, fordi institution, dagpleje eller skole er lukket ned pga. corona, kan du foreløbig få dagpenge alligevel, selv om du ikke kan møde fysisk på arbejde eller deltage i samtaler og møder i jobcenter og a-kasse. Du skal dog deltage i digitale møder og samtaler og tage et henvist arbejde, der kan udføres digitalt.
Hvis du bliver sendt hjem, mens du er i et løntilskudsjob, skal arbejdspladsen betale dig løn under hjemsendelsen. Deltager du i et andet tilbud, der fx lukker helt ned, får du dagpenge.
Hvis du arbejder på deltid og får supplerende dagpenge, og din arbejdsplads lukker ned, skal din arbejdsgiver betale dig den sædvanlige løn og a-kassen udbetale supplerende dagpenge.