Du søger en vikar

Står din skole og mangler en vikar til et kortere eller længerevarende vikariat, så kan a-kassen hjælpe med at finde jeres nye medarbejder. Og det er helt gratis at få formidlet en vikar modsat vikarbureauerne. 

Konsulenterne i Lærernes a-kasse kender de ledige og kan derfor med det samme prøve at matche krav om linjefag osv. med de ledige lærere i a-kassen. Det er dog ikke altid, vi lige kan matche ønskerne, men vi har altid læreruddannede på hylden, der har de pædagogiske og didaktiske værktøjer i orden til gavn for lærerjobbet.

Indenfor 24 timer kan I regne med at blive kontaktet af eventuelle kandidater, som I kan gå videre med. På den måde undgår I en omfattede ansættelsesproces. 

Hvis du vil gøre brug af tilbuddet, kan du skrive til:

Nordjylland: k-aal@laka.dk

Midtjylland: k-ris@laka.dk

Vestjylland og Sydjylland: k-esb@laka.dk

Fyn: k-ode@laka.dk

Sjælland: k-kbh@laka.dk

Du er også velkommen til at kontakte os, hvis du bare har spørgsmål eller er interesseret i at høre mere om vores jobformidling.

Skoleleder fik 3 kvalificerede kandidater med a-kassens jobformidling

Michel Courand Møller, viceskoleleder på Dyssegårdsskolen i Gentofte, havde fået anbefalet Lærernes a-kasses jobformidling. Og da han stod og manglede en vikar til et 6 måneders vikariat, prøvede han det af med godt resultat. Så godt, at Michel Courand Møller nu vil anbefale andre, der mangler en vikar, at bruge a-kassens jobformidling, efter den gode erfaring han har fået med det.

 ”Jeg kontaktede a-kassen og de var meget hurtige til at melde tilbage med 3 kandidater. Alle kandidater tog vi til samtale, og vi kunne bruge dem alle, men vi skulle jo kun have en. Det der gjorde forskellen var, at hende der blev ansat, havde erfaring med specialpædagogik, og vi havde brug for en, der kunne tage nogle støttetimer udover dansktimerne,” fortæller Michel Courand Møller.

Viceskolelederen ser en stor fordel i at bruge jobformidlingen, da det er langt hurtigere og mere effektivt end den normale procedure, hvor der kommer et stillingsopslag op i HR-skyen. Her søger kandidaterne med ansøgninger, der skal læses igennem og der skal indkaldes og holdes samtaler. Med jobformidlingen laver job- og karrierekonsulenterne i a-kassen meget af forarbejdet, og dermed sparrer skolelederne kostbar tid på ansættelsen.