Forside Efterløn Selvstændig virksomhed

Selvstændig virksomhed

Du kan betale til efterlønsordningen, når du har en selvstændig virksomhed. Når det bliver tid til at gå på efterløn, skal du som regel ophøre med din virksomhed.

Hvis du vil videreføre den, skal vi godkende driften af din virksomhed inden, du går på efterløn. Kontakt os derfor inden, så vi kan rådgive dig.

Vi skal godkende din virksomhed, inden du kan gå på efterløn. Godkendelse kan ikke ske med tilbagevirkende kraft. Vi anbefaler, at du søger om godkendelse 6 måneder inden, du ønsker at gå på efterløn.

Du skal også kontakte os, hvis du ønsker at starte en virksomhed, efter du er gået på efterløn.

Du kan få godkendelse af din virksomhed som bibeskæftigelse, hvis:

  • Den samlede arbejdstid er maksimum 400 timer pr. kalenderår
  • Indtægten fra virksomheden ikke er mere end 87.186 kr. (2023) pr. regnskabsår. Med indtægt mener vi nettoomsætningen fratrukket variable omkostninger (dækningsbidrag 1)

Din revisor skal attestere, at dækningsbidraget ikke er mere end det tilladte, når du ansøger om selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse og hvert år derefter.

I det år hvor du går på efterløn, nedsættes de arbejdstimer, du må bruge i din virksomhed. Det betyder, at hvis du for eksempel går på efterløn i 2. kvartal, kan du kun have 300 arbejdstimer i din virksomhed resten af året.

Du skal huske at skrive dine arbejderstimer ned i dit efterlønskort, som du skal udfylde hver måned. Dine arbejdstimer i din virksomhed, vil blive modregnet i dine efterlønstimer 1:1. Arbejder du mere end de tilladte 400 timer, har det konsekvenser for udbetalingen af din efterløn. Udbetalingen vil stoppe og kan tidligst begynde igen d. 1. januar i det følgende år.

Overskuddet fra din selvstændige virksomhed kan bruges til at optjene til den skattefri præmie. Klik her og læs mere om den skattefri præmie.

Ansøg om selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse

Enkeltstående arbejdsopgaver

Mens du er på efterløn, kan du også søge om godkendelse til at løse enkeltstående arbejdsopgaver, der har karakter af selvstændig virksomhed. Arbejdsopgaverne må ikke vare længere end 6 måneder. Ligesom med selvstændig virksomhed må du maksimalt bruge 400 timer på opgaven.

Selvstændig virksomhed eller fritidsbeskæftigelse?

Det kan være, at din selvstændige virksomhed skal defineres som en fritidsbeskæftigelse i stedet. Hvis din omsætning er under 50.000 kr. om året, behøver du ikke CVR- eller moms registrere dig. Hvis du allerede har et CVR-nummer, kan du afmelde det.

Ligesom med en selvstændig virksomhed skal din fritidsbeskæftigelse ved siden af din efterløn også godkendes af din a-kasse. De arbejdstimer du bruger på en eventuel fritidsbeskæftigelse, bliver modregnet i dine efterlønstimer. Overskuddet kan ikke bruges til at optjene til skattefri præmie.

Ved fritidsbeskæftigelse er der ikke en timebegrænsning på 400 timer.

Formueforvaltning

Hvis din virksomhed er udlejning af fast ejendom, handel med egne værdipapirer, passivt ejerskab eller bortforpagtning, og du højst arbejder 5 timer om måneden, kan du i særlige tilfælde registrere din virksomhed som en formueforvaltning.

Du skal ikke have tilladelse fra os til en formueforvaltning. Timerne modregnes ikke i din efterløn. Et eventuelt overskud kan ikke bruges til at optjene til en skattefri præmie.

Er du i tvivl om, hvordan din virksomhed skal registreres eller andet i forbindelse med selvstændig virksomhed, er du velkommen til at kontakte os på 70 10 00 18. Vi sidder klar til at rådgive dig.