Jobsøgningsstrategi

Struktur i hverdagen og en plan med din jobsøgning er gode grundsten, der kan hjælpe dig til at holde motivationen, når du søger job.

Gør op med dig selv, hvad du gerne vil arbejde med. Tænk over dine styrker, kompetencer og passion. Og vær realistisk, så du ikke skyder langt over målet. Måske skal du nu og her søge et job, der giver dig nogle erfaringer, som ruster dig til næste skridt i karrieren.

Den type overvejelser gør strategien større end blot jagten på dit næste job.

Få struktur i din jobsøgning

Det er vigtigt, at du holder motivationen. Så tænk på jobsøgning som et arbejde. Du kan for eksempel lave planer for hver uge, så du ved, hvad der skal ske. Det kunne være, at søge tre nye job, opjustere din LinkedIn-profil og spise frokost med en gammel kollega. 

Du kan også deltage i de workshops eller jobsparring som Lærernes a-kasse holder. Har du ikke mulighed for det, kan du altid skrive til os og vi giver feedback inden for 24 timer. Vi hjælper og sparrer gerne med dig. Både hvis du er ledig eller ønsker at skifte job. 

Hold humøret oppe

Det er almindeligt at lægge en bid af dig selv, når du sender en ansøgning og at drømmen brister en smule, hvis du ikke får jobbet.

Forsøg så vidt muligt at holde afslagene fra livet. Vid, hvor du henter din energi, husk at dyrke motion, få masser af frisk luft, og husk at tælle dine store og små succeser.

Du må også gerne revurdere din strategi, hvis du ikke føler, den virker. Vær ikke for stolt til at bede om hjælp og input fra andre. Vi i Lærernes a-kasse står altid klar til at hjælpe.

Søg information på nettet

Måske har virksomheden en facebookprofil eller optrådt i medierne. Der kan også dukke anden brugbar information op, som giver dig et større kendskab til din måske kommende arbejdsplads, når du søger på nettet.

Søg information om dig selv på nettet

Mange arbejdsgivere søger på dit navn på nettet for at finde ud af mere om dig. Derfor er det en god idé selv at foretage en søgning, inden du sender din ansøgning. Måske dukker der festbilleder op fra Facebook, som du ikke er interesseret i, at en kommende arbejdsgiver skal se.

Søg andre job end lige drømmejobbet

Det er lettere at komme op af karrieretrappen, hvis du arbejder dig opad og har erfaring og flere kompetencer med i bagagen. Et job kan føre dig videre til drømmejobbet. Søg derfor altid bredt.

Brug dit netværk 

Kontakten til gamle studiekammerater, familie og venner, forældrebestyrelser i børnehaver mm., kan være guld værd. Måske kender de til ledige job. Du kan også spørge folk, som du møder i a-kassen, om de har lyst til at indgå i et netværk, hvor I giver hinanden sparring på jeres jobsøgning og sammen holder gejsten oppe.

Læs mere om, hvordan du bliver en del af et netværk.

Opret en profil på LinkedIn

Har du en profil på LinkedIn kan din kommende arbejdsgiver få mere information om dig og det er som regel en af de første sider, der kommer op, når man søger på dit navn.

Følg op på din jobsøgning

Nogle arbejdspladser er desværre mindre gode til at melde tilbage på de ansøgninger, som de modtager. Derfor er det en god idé selv at følge op på dine ansøgninger. Er jobbet blevet besat, kan det være en god ide at spørge til, hvem der fik det, og hvad du manglede for at komme i betragtning. Det kan du bruge positivt i den videre jobsøgningsproces.

Find din personprofil med Din Vej+

Din Vej+ tager udgangspunkt i personanalysemodellen DISC. Ved at besvare et spørgeskema giver modellen dig et billede af, hvad du er for en personlighedstype, hvad der motiverer dig og hvilke organisationskulturer, du trives i.

At forstå sin egen adfærd og reaktioner på arbejdspladsen er et godt værktøj, når man fx er jobsøgende eller leder efter nye udfordringer på arbejdsmarkedet. Når du kender dig selv bedre, kan du bruge det aktivt i din udvikling og karriere.

Ud fra din personlighedstype giver app’en dig gode råd til, hvad du kan lægge vægt på i konkrete situationer som til jobsamtalen eller i teamsamarbejdet. Samtidig kan du bruge den som et redskab til at arbejde videre med din karriereudvikling, blive skarp på hvad der driver dig, og hvad du skal gå efter i fremtidige jobmuligheder.

Din Vej+ giver også adgang til en masse jobtips, fx hvordan du griber jobsamtalen an, laver en god ansøgning, et godt CV og bruger LinkedIn aktivt i din jobsøgning.

App’en kan hentes helt gratis i App Store, og i Google Play.