03.12.2019

Opholdskravet bliver endelig skrottet

I går præsenterede Regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet med brede smil finansloven 2020. Og der er da også en hel del at være begejstret for, mener formanden for Lærernes a-kasse, Gordon Ørskov Madsen.

Jeg er simpelthen så glad for, at opholdskravet bliver skrottet. Det krav var helt urimeligt og unødvendigt. Symbolpolitik af værste skuffe. Vi har brug for dagpengesystemet som en del af sikkerhedsnettet i den danske model. Derfor er det vigtigt, at vi styrker dagpengesystemet og ikke forringer det. Jeg håber, det her også er en ny start for området,” siger han.

Lærernes a-kasse har sammen med en række andre a-kasser kæmpet hårdt for at få opholdskravet afskaffet. Det lykkedes at få det lempet, men det blev alligevel til lov i starten af 2019, så du skulle opholde dig i Danmark, et EØS-land eller Schweiz i syv ud af de seneste tolv år for at være berettiget til dagpenge. Opholdskravet afskaffes endeligt februar 2020.

I finansloven står der, at medlemmer, der har meldt sig ud, fordi de blev ramt af opholdskravet, nu får mulighed for at melde sig ind i a-kassen igen og bevare den anciennitet, de havde, da de meldte sig ud. På den måde kan de få ret til dagpenge fra den første dag i måneden, hvor de igen søger medlemskab af a-kassen.

Flere penge til folkeskolen og gratis danskundervisning

Finansloven byder også på et løft af folkeskolen, hvor der afsættes 275 mio. kr. i 2020, 400 mio. kr. i 2021, 550 mio. kr. i 2022 og 807 mio. kr. 2023. Derudover er det besluttet at afskaffe deltagerbetalingen i danskuddannelse for udenlandske arbejdstagere, så det nu bliver gratis.

” Det her kan jo betyde flere arbejdspladser for vores medlemsgruppe, og det er jeg selvfølgelig pænt tilfreds med. Lige nu oplever vi sparerunder landet over og ledigheden er steget i forhold til sidste år fra 1838 ledige i oktober 2019 til 2303 ledige i år, så det løft falder på et tørt sted og gavner forhåbentlig alle vores medlemmer i sidste ende,” siger Gordon Ørskov Madsen.