24.06.2019

Nyuddannet? Hav mere fokus på hvad du kan, end hvem du er

Ifølge job- og karrierekonsulent Janne Lundsgaard Sandberg skal jobsøgningen være en historiefortælling og handle om meget mere end faglige kompetencer. For at være dygtig til matematik er ikke nok. I dag skal du kunne så meget andet i lærerjobbet

Som nyuddannet kan du måske føle, at du mangler kompetencer og erfaring. Men her tager du ifølge konsulenten grueligt fejl. Du får nemlig både erfaring og kompetencer i mange andre sammenhænge end i et job. Måske har du arbejdet frivilligt. Været med på lejrskole, ung på linje eller lektiehjælper. Måske har du haft nogle gode oplevelser i dine praktikker eller med gruppearbejde i din studietid. Og alt det er med til at skabe din historie.

Som nyuddannet kan du prøve at fokusere på tre ting, du er god til og så folde dem ud. Det kan være, at du har arbejdet med konflikthåndtering i et praktikforløb ved at inddrage fag som idræt eller hjemmekundskab, eller du har taget nogle elever ud og kørt et særligt forløb med dem for at styrke dem i engelsk. Det kan være, du er god til in the moment facilitering og kan navigere i kaos. Så prøv at fortælle om en situation, hvordan du har løst den og hvordan arbejdspladsen kan nyde godt af dine erfaringer,” siger Janne Lundsgaard Sandberg.

Hun mener, at nyuddannede ofte skriver for meget om, hvem de er, fremfor hvad de kan og det skal de blive meget bedre til. Mange lærere er gode til at få andre til at vokse, men det kan knibe, når det handler om én selv.

Ændre strategi, hvis ansøgningerne ikke virker

Når du har sendt 10 ansøgninger og fortsat ikke kommer til samtale, er det vigtigt, at du ikke mister modet. Lige nu er der mange, der søger job. Der er alle de nyuddannede og alle dem, der søger nye græsgange henover sommeren. Men det kan være en rigtig god ide at ændre strategien. Hvis ansøgningerne ikke fører til samtale, så er det måske en anden måde, den skal skrives på.

Jeg har lige haft kontakt med en nyuddannet, der havde skrevet 12 ansøgninger og var blevet kaldt til samtale på 6. Hun var så god til at fortælle, hvad hun kunne og komme med konkrete eksempler. Og den strategi hun havde valgt, var altså den rigtige for hende,” siger Janne Lundsgaard Sandberg.

Ifølge hende er det også en fordel at fortælle noget om, hvad du laver i din fritid. Dyrker du rollespil, kan du fremhæve det, hvad du får ud af det og hvordan det kan bruges i et lærerjob. Alt tæller med og du skal vise, at du er en hel person, for som lærer skal du være rollemodel for elever, være god til at samarbejde med forældre og en god kollega. I en ansøgning er det derfor vigtigt at få vist det hele menneske.

Gå i dialog med arbejdsgiverne

Det kan også være en god ide at gå i dialog med arbejdsgiver. Ring eller kig forbi. I et jobopslag står der altid 1-2 kontaktpersoner. Du kan spørge nysgerrigt ind til fx nogle af de ting, som de skriver om på deres hjemmeside. Hvordan arbejder de kreativt, hvordan arbejder de med FN-målene osv. Men det kan også være, om der er tid til forberedelse eller hvordan de arbejder sammen som teams.

Du kan også tage på uanmeldt besøg og se, hvordan der er på skolen. Det er dog kun en god ide, hvis det er en folkeskole, for på specialområdet kan børnene jo hurtigt blive utrygge, når der er folk, de ikke kender.

Brug a-kassens mange tilbud

Som nyuddannet kan du måske godt føle dig ret alene i hele jobsøgningsprocessen, men a-kassen er altid klar til at hjælpe dig. Du kan ringe ind hver dag på 7010018, du kan få feedback eller karriererådgivning og deltage i vores workshops og jobsparring. Her kan du også netværke med andre i samme situation. De finder de forskellige tilbud under Tilmeld dig. 

Du kan også få lavet en personlighedsprofil, der hjælper dig med at definere dine faglige og personlige styrker.

Der er masser af inspiration at hente under CV og ansøgninger, eksempler på ansøgninger og CV’er samt hvad siger arbejdsgiverne.

Rigtig god jobjagt.