09.10.2019

Står du uden løn i efterårsferien?

Som nyuddannet eller nyansat har du som regel ikke arbejdet længe nok til at være fuldt dækket i ferierne. Derfor kan det være en god idé at undersøge muligheden for at få dagpenge, når skolerne holder lukket i efterårsferien.

Er du ansat som lærer på en folkeskole eller på en fri-, grund- eller efterskole, skal du som regel holde 5 ugers ferie, der er fastlagt af skolen (kollektiv ferie).

Når du er nyuddannet eller nyansat har din arbejdsgiver ret til at trække dig i løn i de ferieuger, fordi du ikke har optjent ret til løn. Du får derfor et hul i din økonomi, hvis skolen holder kollektivt ferielukket i fx efterårsferien.

Du har måske optjent feriepenge fra et studiejob eller andet job i 2018 til at dække noget af ferien, men højest sandsynligt ikke nok til alle 5 uger. Og måske har du slet ingen feriepenge.

Heldigvis kan du som medlem af Lærernes a-kasse få dagpenge, hvis du bliver trukket i løn på grund af en kollektiv ferielukning. Det gælder også, hvis du fx i 2018 har været på orlov uden løn eller i øvrigt har haft perioder uden optjening af ret til løn under ferie eller feriepenge.

Sådan får du dagpenge i efterårsferien

• Meld dig ledig på www.jobnet.dk den første dag uden løn fx mandag d. 14. oktober i uge 42.

• Udfyld en ledighedserklæring.

• Afmeld dig som ledig efter den sidste dag uden løn på www.jobnet.dk fx lørdag d. 19. 

• Indsend dagpengekort d. 21. Oktober, hvor dagpengekortet åbner.

Når du udfylder dit dagpengekort, skal du oplyse om de arbejdstimer, du får løn for i oktober ( som fuldtidsansat 160,33 – 37 timer : 18 dage = 6 timer og 51 minutter pr. dag). På alle arbejdsdage undtagen i efterårsferien, hvor du ikke får løn, skal du oplyse 6 timer og 51 minutter, når du er fuldtidsansat. Dage hvor du har kollektiv ferie og ikke får løn eller andet, skal du ikke skrive noget ud for på dagpengekortet. Har du dage i efterårsferie , hvor du får feriepenge eller feriedagpenge eller ikke er tilmeldt jobcenteret, skal du oplyse om 7 timer og 24 minutter.

Hvis den kollektive efterårsferie ikke ligger i uge 42 gælder nogle andre datoer end i eksemplet her. Det er derfor en god idé at være opmærksom på, hvornår din arbejdsplads holder kollektivt ferielukket, så du får meldt dig ledig på feriens første dag. 

Lidt om reglerne

For at du kan få dagpenge i efterårsferien, skal du først have brugt alle dine feriepenge og eventuelle feriedagpenge, og du skal opfylde de betingelser, der gælder for ledige. Fx må du ikke rejse ud af landet i den periode, hvor du er meldt ledig. Du kan læse mere om kollektiv ferie her. 

Du skal være ledig i mindst 4 dage for at kunne modtage dagpenge. Skal du kun søge om dagpenge for en dag, vil du blive ramt af mindsteudbetalingsreglen og kan ikke få dagpenge.

Spørgsmål?

Vi holder åbent hele efterårsferien og er klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål. Ring eller skriv til os, så svarer vi dig hurtigt muligt.

Vi ønsker alle en god ferie.