04.09.2019

Ny sekretariatschef til Lærernes a-kasse

Lars Mortensen bliver ny sekretariatschef i Lærernes a-kasse.

Lars Mortensen har gennem sin karriere arbejdet i både politiske og kommercielle organisationer, hvorfor han bringer mangeartede erfaringer med sig til Lærernes a-kasse.

Senest har han arbejdet som partner i Odgers Berndtson med ledelsesrekruttering og ledelsesudvikling. Han har derudover en mangeårig direktørkarriere hos By & Havn, Falck og sundhed.dk bag sig. Inden da begyndte han karrieren i Stats- og Finansministeriet bl.a. som kontorchef og ministersekretær.

Lars Mortensen er en lyttende og inddragende leder, der er god til at sætte målrettede processer i gang, følge dem til dørs og skabe resultater, der hænger sammen med de værdier, vi står for. Jeg er sikker på, at han sammen med bestyrelse, ledere og medarbejdere kan skabe retning i forhold til de mål, som vi har sat og som vi skal nå inden 2020. At han kan tænke i nye strategiske baner, bygge videre på de resultater, vi har skabt samt løse nogle af de udfordringer, som vi står overfor. Jeg glæder mig meget til samarbejdet,” siger formand for Lærernes a-kasse Gordon Ørskov Madsen.

Lars Mortensen starter i Lærernes a-kasse d. 16. september 2019.