27.05.2020

Nu skal du igen søge job og deltage i samtaler

Samfundet og arbejdspladserne er så småt åbnet igen. Det betyder, at flere arbejdspladser nu slår stillinger op, og mulighederne for at komme i arbejde bliver større.

Politikerne har derfor besluttet, at alle ledige igen skal deltage i samtaler, søge job og tage imod tilbud og et henvist arbejde. Det gælder fra i dag d. 27. maj. Og Formand for Lærernes a-kasse, Gordon Ørskov Madsen er glad for udviklingen:

”Jeg er glad for, at samfundet så småt åbner igen. Det betyder flere stillinger, som ledige kan søge. Jeg er også glad for, at vi kan køre samtaler telefonisk eller digitalt, fordi det giver en stor fleksibilitet for de ledige, der ikke behøver at transportere sig langt for et fysisk møde, og de kan bruge deres tid på at søge job i stedet for. Det er en øvelse, der er værd at tænke ind i beskæftigelsessystemet. Også når vi er på den anden side af COVID-19 situationen,” siger han.

Samtidig mener han, at der er mere, vi kan lære af den situation, som vi har været igennem, hvor du som ledig ikke behøvede at søge job og deltage i samtaler:

”Selvom reglerne har været suspenderet, så har flere medlemmer alligevel booket telefoniske samtaler hos os og over 150 er kommet i job. Det viser, at ledige brænder for at komme i arbejde og det ikke er regler, der driver dem”.

Hvad betyder det for dig

Samtaler

Du skal igen møde til CV- og rådighedssamtaler i a-kassen og samtaler og kontaktforløb i jobcenteret.  Samtalerne bliver holdt digitalt eller telefonisk. Hvis du ikke møder, risikerer du at miste dagpenge. Medmindre du ikke har adgang til telefon, tablet eller pc.

Der bliver, som det ser ud nu, tidligst åbnet for personlige/fysiske samtaler i alle regioner d. 1. oktober. Fra 1. august åbner Lærerens a-kasse dog gradvist op for mulighed for personlige/fysiske samtaler vest for Storebælt. Vi kan desværre ikke tilbyde det før, da CV- samtaler for alle, der er blevet ledige under nedlukningen, skal holdes inden 15. august, og vi også skal sikre fokus på CV samtaler til de mange nyuddannede og øvrige medlemmer, der bliver ledige lige op til skoleårets afslutning.

Hvis du skal deltage i en samtale, får du et brev med tidspunktet og mere information om, hvordan mødet holdes. 

Jobsøgning

Du skal igen til at søge job og registre dine jobsøgningsaktiviteter hver uge samt uploade mindst 2 af dine ansøgninger i Job:Log på www.jobnet.dk hver måned.

Tilbud

Du kan få tilbud og indsatser fra jobcenteret, hvis aktiviteten kan gennemføres digitalt. Kan aktiviteten det, er der pligt til at deltage.

Henvist arbejde

Du kan igen blive henvist til et job af jobcenteret. Har du børn og ikke fået tilbud om fuld pasning endnu, og jobbet kræver du møder fysisk, behøver du ikke acceptere det.