27.11.2020

Ny undersøgelse: Ledige må låne penge fra familie og venner

Sammen med Danske a-kasser, og 11 andre a-kasser, har vi været med til at lave en undersøgelse om, hvordan det egentlig er at være på dagpenge. Resultaterne er opsigtsvækkende. Fx har hele 57 procent af medlemmerne i Lærernes a-kasse, der har oplevet 3-12 måneders ledighed, været nødt til at låne penge fra familie og venner. Samtidig går det udover børnene, fordi der bliver sparret på sociale aktiviteter, ferie og tøj.

Den oplevelse bekræfter vores medlem Christina Koch Pedersen, der både til Politiken og P1 orientering har fortalt om at låne penge af datteren sidst på måneden, skulle flytte fra lejligheden og bruge børnepengene på uforudsete udgifter.  

Med undersøgelsen håber vi, at Politikerne får øjnene op for, at udhulingen af dagpengene bliver nødt til at stoppe nu. For dagpengene er blevet meget mindre værd. Hvad du før fik på 10 måneder, skal nu række til 12. Det kan mærkes.

Hullerne i sikkerhedsnettet er blevet for store

Formand for Lærernes a-kasse, Gordon Ørskov Madsen, er også bekymret for udviklingen:

”Det føles helt urimeligt, at ledige, der hver måned betaler til dagpengesystemet, ikke er stillet bedre. At vi ikke i fællesskab tager bedre vare på hinanden. At vores berømte sikkerhedsnet ikke længere er så sikkert. For det er fortsat let at hyre og fyre. Der er simpelthen kommet ubalance i vores berømte flexicuritymodel. Det skal der rettes op på. For vi risikerer, at det kommer til at handle om, hvor gode forsikringer du selv har, hvis du bliver ledig. Hvor meget du selv har opsparet og hvor rige venner og familie, du har. Der skal vi ikke hen. For dagpengene er en kollektiv forsikringsordning, og den skal stille ledige ordentligt,” skriver han bl.a. i et debatindlæg, som er bragt i AvisenDanmark.

Her kommer han også med et klart opråb til politikerne om, at det er nu, der skal handles.:

”Det er nok nu. Det er nu vi skal have et dagpengeløft. Det er nu, at regeringen må vise, at den tænker på en fælles forsikringsordning, der er et sikkerhedsnet for alle. Et sikkerhedsnet, der er sikkert. Så kære regering. Kig på undersøgelsen. Kig på virkeligheden. Et dagpengeløft er nødvendigt. Nu”.

Læs hele debatindlægget.