15.04.2021

Nyt forløb for ledige over 50 år

For 3. gang har Lærernes a-kasse fået puljemidler af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til at køre et særligt forløb for ledige over 50 år. Et forløb, hvor der er fokus på det digitale perspektiv i jobsøgningen, men hvor erfaringer fra tidligere forløb med målgruppen også bliver inddraget.

Jeg er rigtig glad for, at vi igen har mulighed for at give ledige over 50 år en ekstra hjælpende hånd med deres jobsøgning, for vi kan se, det virker. Vi har set gode resultater i vores første forløb, hvor 47 procent af deltagerne var i job 3 måneder efter forløbets afslutning og hele 68 procent efter 6 måneder,” fortæller job- og karrierechef, Søren Juul Larsen.

I det nye forløb kommer deltagerne igennem 8 samtaler med en job- og karrierekonsulent og fire workshops om kompetencer, kropssprog, LinkedIn og jobsøgning. Derudover får de tilbudt en app udviklet af firmaet Studymind, hvor de får mulighed for at træne jobsamtalen.

Forløbet er kun for et begrænset antal medlemmer, men Søren Juul Larsen er sikker på, at det vil gavne alle ledige over 50, fordi der med forløbet følger en masse læring. Forløbet kører frem til udgangen af 2022 og foregår i samarbejde med Pædagogernes, Socialpædagogernes og De sundhedsfagliges a-kasser. Ledige over 50 år kan deltage, når de har haft 3 måneders ledighed.

Forløbet giver et boost

Berit Freno, job- og karrierekonsulent i Lærernes a-kasse, har været tilknyttet de tidligere forløb, og hun oplever, at deltagerne virkelig rykker sig:

De kommer med meget lave forventninger, men når de har gennemført forløbet, så fortæller de, at de har fået en masse ny inspiration og et boost. Og det handler i høj grad om at få arbejdet med deres fortællinger og få sat fokus på alle de kompetencer, som de kommer med. Det handler mere om at få vist sit engagement i sin ansøgning fremfor at fremhæve al den erfaring, som de kommer med. Hvad er det fx, der driver dig, når du står i en undervisningssituation? Hvordan får du skabt nysgerrighed og motivation? Nogle lægger vægt på den didaktiske del, mens andre fremhæver det personlige og evnen til at skabe relationer og tryghed. Det er også noget af det, som skolelederne fortæller os, at de kigger efter, når vi snakker med dem, så det er meget vigtigt, at ledige er meget tydelige på den del.”  

Berit Freno ser også eksempler på, at ledige over 50 år har mistet troen på sig selv og har brug for et ekstra puf og anerkendelse.

Vi får nogle gode og tætte relationer med de medlemmer, der er i forløbet, og vi får vendt mange ting. Hvordan søger de bredere og går mere offensiv til værks? Jeg havde fx et medlem, der tidligere havde været skoleleder og som var rigtig god til at styre og koordinere store events. Det var kompetencer, vi fandt frem til i vores samtaler, og hun gik derfor i gang med at søge nogle kulturstillinger. Samtidig fik hun mod til at kontakte nogle virksomheder og spørge, om hun evt. kunne komme i praktik. Hun arbejdede samtidig også meget med retorikken i hendes ansøgninger. Og det er de små handlinger, der kan gøre forskellen og også de ting, som man skal huske at anderkende sig selv for og fejre,” siger job- og karrierekonsulenten.  

Vil du vide mere om, hvordan du fx kan arbejde med din egenfortælling i jobsøgningen, kan du se et tidligere webinar om det her.