10.02.2021

Får du løn i vinterferien?

Vinterferien står for døren, og måske holder din skole kollektiv ferielukket? Dvs. at de lukker skolen ned og du skal holde ferie, som du selv betaler.

De fleste har med den nye ferielov selv optjent feriepenge nok til vinterferien, og de får derfor ingen problemer, for der kommer helt automatisk penge på kontoen, som der plejer. Med den nye ferielov optjener du 2,08 dags ferie, for hver måned du arbejder, og du kan få dem udbetalt måneden efter af din arbejdsgiver, hvis du holder ferie.

Er du nyuddannet 2021?

Er du netop blevet færdig med din uddannelse og startet i job 1. februar, ja så kan du ikke have nået at optjene feriedagpenge. Bliver du trukket mindst 14,8 timer i løn i vinterferien, så kan du søge dagpenge under kollektiv ferie for de dage, hvor du bliver trukket. Du læser mere om kollektiv ferie her, og hvordan du søger.

Har du været ledig i perioden september - december 2020?

Hvis du har været ledig og fået dagpenge de sidste 4 måneder af 2020 eller starten af 2021, så har du optjent feriedagpenge til vinterferien. Hvor mange du har optjent, kan du se under Min side – oplysninger om dig.

Får du fulde dagpenge i en måned, optjener du 2,08 dag i feriedagpenge. Er du ledig et helt år, vil det blive til 25 dage. Det samme gælder, hvis du har fået barselsdagpenge.

For at få feriedagpenge skal du udfylde en ansøgning om feriedagpenge 

På selve ansøgningen får du altid præsenteret det aktuelle antal dage, du har optjent med feriedagpenge. Du skal have brugt de feriepenge, du har optjent via et arbejde, før du kan få udbetalt feriedagpenge.

Du kan tidligst søge om feriedagpenge 5 uger inden, du gerne vil holde din første feriedag. Feriedagpengene bliver tidligst udbetalt 1 uge inden din første feriedag.