22.01.2021

Sådan griber du den digitale jobsamtale an

Flere og flere oplever at blive inviteret til jobsamtale over Teams, Zoom eller en anden digital platform i disse coronatider. Så hvordan gør du bedst indtryk på din måske kommende arbejdsgiver, når det foregår på en helt anden måde, end du er vant til?

Charlotte Linde Richardt, job- og karrierekonsulent i Lærernes a-kasse, har snakket med en del medlemmer, der har prøvet en jobsamtale online. Hendes bedste råd er, at du har prøvet teknikken af inden samtalen og har en plan, hvis der sker uforudsete ting.

” Alle ved, at vi arbejder under andre vilkår, og det kan ske, at fx hunden gør. Men det vigtigste er, at du har gjort dig nogle overvejelser om, hvordan du handler, hvis det sker. Går klappen ned, tager du det med et smil, handler du og finder løsninger? Det er lidt de samme overvejelser, du skal gøre dig i forhold til teknikken. Det viser meget om dig, hvordan du reagerer på det uforudselige, som jo også kan ske i jobbet som lærer og underviser,” siger hun.

Charlotte Linde Richardt synes, det er ekstra vigtigt at spørge ind til rammerne, når samtalen er digital. Hvem er med, hvordan foregår interviewet, og hvordan griber vi det an, hvis teknikken driller? Det er nogle af de spørgsmål, du kan stille, når du bliver inviteret til en samtale, hvis de ikke selv kommer ind på det. Du kan også høre, om I kan prøve teknikken af 10 minutter inden. Men derudover skal du forberede dig som til alle andre jobsamtaler.

En mere struktureret og kortere samtale

Til en digital samtale skal du ikke ind ad døren, give hånd til alle og den løse snak, er der heller ikke meget af. Det betyder ofte, at samtalen bliver kortere, men det er helt normalt. Rammerne er anderledes, men flere ting kommer ud på samme måde som til en fysisk samtale.

” Det er mere lige på. Normalt siger vi, at det tager omkring tyve sekunder for os at danne et indtryk af folk. Men her får man jo ikke det hele menneske, og det bliver lidt mere udvandet. Når alle har slået mikrofonen fra under samtalen, kan du heller ikke fornemme, hvordan de reagerer, hvis du fx siger noget sjovt, men din mimik og gestetik skinner jo fortsat igennem på skærmen, så det skal du huske. Og det vil jo fortsat også være en dialog, hvor du skal byde ind,” siger job- og karrierekonsulenten.

Hun foreslår desuden, at du spørger arbejdsgiver, om det er okay, du hele tiden har din mikrofon tændt, da det giver dig mere fokus på at høre spørgsmål og byde ind med gode svar, fremfor om du har fået håndteret mikrofonen rigtigt.

Fordele og ulemper ved den digitale jobsamtale

Lissy Riis Vestergaard var i sidste uge til sin første digitale samtale. Det foregik over Teams. Og det er et medie, hun aldrig har været på før, da hun under forårets nedlukning underviste via Google Meet. Men det hele virkede, som det skulle. Dog vil hun altid foretrække den fysiske samtale, selvom der også er fordele ved den digitale:

” På en måde var det rigtig rart, at jeg ikke skulle tænke på, om jeg nu kunne finde det. Jeg kan fx godt blive nervøs for, om GPS’en nu også viser den rigtige tid for at komme derhen. Det skulle jeg ikke bekymre mig om, for her var du der, når du havde klikket på linket til samtalen. Jeg var også mere afslappet, fordi jeg sad hjemme i trygge rammer. Men noget af det som jeg savnede, det var at få øjenkontakt med de andre og nærværet. Jeg har før fået at vide, at jeg havde en dejlig humor efter en samtale. Det tror jeg slet ikke skinnede igennem her. Sådan et møde her bliver bare mere formelt,” fortæller hun.

Lissy Riis Vestergaard synes, at skolelederen var god til at sætte rammerne inden samtalen. Han sagde bl.a., at mødet varede 30 min, og de skulle ringe sammen, hvis nogle til mødet havde problemer med teknikken. Hun er på ingen måde blevet afskrækket fra digitale samtaler og forventer også flere i den kommende tid. Her vil hun igen sætte et skilt på hoveddøren – online møde forstyr ikke -, så ingen ringer på og sørge for, at de sørgelige planter i baggrunden bliver fjernet.

Hun fik desværre ikke jobbet, fordi en anden kunne dække hele skemaet, men de har spurgt om lov til at kontakte hende, hvis der kommer et ledigt job, fordi hun passede godt ind på skolen.

Tips til den digital jobsamtale

  • Find en neutral baggrund, da det kan tage opmærksomhed fra det, du siger, hvis der hænger en hel masse spændende ting i baggrunden. Vælg gerne en neutral væg og brug ikke baggrundsbilleder i Teamsfunktionen, da det giver nogle mærkelige silhuetter, når du bevæger dig.

 

  • Sæt din computer på en stak af bøger, så du kommer i øjenhøjde med kameraet. Kameraet skal gerne være i højde på din pande. På den måde undgår du mærkelige vinkler.

 

  • Du kan med fordel bruge et headset med mikrofon, så der ikke er støj i baggrunden, hvis der er andre hjemme foruden dig.

 

  • Sørg for at få ungerne afsat, så du har ro til at fokusere på samtalen, den times tid det tager, så du ikke bliver stresset af, at de måske forstyrrer.

 

  • Husk at komme ud af morgenkåben og tag noget tøj på, som du havde taget på, hvis det var en fysisk samtale.

 

  • Få styr på lyset. Sæt evt. en bordlampe op til at lyse på dig foran computeren. Tænd lys rundt om dig også, så der kommer et naturligt lys.