30.06.2022

Fleksibilitet og fokus på den jobsøgendes behov

Ny politisk aftale giver vores ledige medlemmer mulighed for øget fokus til at finde det helt rigtige nye job.

 Fra den 1. januar 2024 bliver a-kasserne ansvarlige for de første tre måneder af vores medlemmers ledighedsperiode. Den ledige skal derfor ikke længere være tilknyttet jobcenteret de første tre måneder.


”Vi er i Lærernes a-kasse tilfredse med, at vores ledige medlemmer ikke skal til møder både i a-kassen og i jobcenteret. A-kasserne får alene ansvaret for at få de ledige i arbejde igen i de første tre måneder af deres ledighed. Det vil være til gavn for vores medlemmer, for vi kender deres arbejdsmarked bedre end jobcentrene, siger Morten Kvist Refskov, formand for Lærernes a-kasse.

Aftalen indeholder også øget fleksibilitet i brugen af digitale og fysiske samtaler. Forventeligt fra den 1. januar 2023 vil det kun være den første samtale, der skal være fysisk, og de øvrige samtaler kan være digitale. Fleksibilitet er nøglen til et godt og tillidsfuldt forløb, hvor den ledige er i centrum, og med aftalen bliver det nu muligt for vores job- & karrierekonsulenter at tage udgangspunkt i det enkelte medlems behov.

Læs mere om den politiske aftale hér.