Gå til indhold
27. juli 2026

At give op, eller give slip?

Mange lærere, undervisere og vejledere oplever på et tidspunkt i deres arbejdsliv, at noget begynder at ændre sig. Det, der engang gav mening, føles ikke længere rigtigt, og spørgsmålet melder sig stille og roligt: Skal man blive, eller gå?

Vi inviterede Anna Mejlhede til at sætte ord på de følelser, som kan opstå når man står i overgangen fra et job til et næste. Ifølge hende er det langt fra usædvanligt, at netop de mest engagerede ender med at forlade deres fag.

Se webinaret her

De mennesker, som stopper i deres fag, er ofte dem, som elsker det allermest

Anna Mejlhede

Hun peger på det, psykolog Dorthe Birkmose kalder “moralsk stress”. En tilstand, hvor man har stor kærlighed til sit fag, men ikke længere kan udføre arbejdet på den måde, man ved er bedst, fordi rammerne ikke tillader det. Her nævner Mejlhede lærerne i folkeskolen som et tydeligt eksempel.

Når hverdagen kommer til at handle om at løbe hurtigere frem for at gøre arbejdet ordentligt, kan tvivlen begynde at vokse. Ikke fordi engagementet forsvinder, men fordi afstanden mellem faglighed og virkelighed bliver for stor.

Når man bliver for længe

Alligevel er det svært at give slip. For mange hænger arbejdet tæt sammen med identitet, ansvarsfølelse og loyalitet. Man bliver ikke bare i jobbet for sin egen skyld, men også for kollegerne, eleverne og dem, man føler sig forpligtet over for.

Samtidig kan oplevelsen være, at man bliver ved med at forsøge at få noget til at fungere, som grundlæggende ikke gør det. Man justerer, tilpasser og strækker sig, men uden at det for alvor ændrer på situationen.

Men, hvornår er det udtryk for vedholdenhed? Og hvornår er det et tegn på, at det ikke længere hænger sammen?

“Nogle gange bliver vi nødt til at give op. Det kan være nødvendigt for at få noget vigtigt til at leve,” siger hun. 

At give op forbindes ofte med svaghed eller nederlag. Vi hylder som oftest at holde fast, kæmpe videre og blive stående. Men nogle gange bliver det modsatte nødvendigt. Hvis man bliver for længe i noget, der ikke længere hænger sammen, kan prisen blive høj – både fagligt og personligt.

Se hele webinaret her

Tabet af identitet 

Når man overvejer at skifte retning, følger der derfor ofte et identitetstab med: Hvem er jeg så, hvis jeg ikke længere er lærer, underviser eller vejleder?

Det kan også give følelsen af at svigte. Som om man forlader et kald eller løber fra sin plads. For mange er arbejdet ikke bare noget, man gør. Det er en stor del af den måde, vi forstår sig selv på. 

Derfor er det vigtigt at skelne mellem at give op og at give slip, siger Anna Mejlhede.

Vi skal bruge ordet give slip meget mere end give op

Anna Mejlhede

At give slip handler ikke om at vende ryggen til noget uden grund, men om at erkende, når noget ikke længere fungerer. 

Det kan være forventningerne til sig selv, forestillingen om, hvordan et arbejdsliv bør se ud, eller følelsen af, at man skal blive ved for enhver pris. 

For mange kan det være en svær erkendelse, men det stærkeste valg er ikke altid at blive stående. Nogle gange ligger modet i at stoppe – ikke for at give op, men for at skabe plads til noget, der igen kan give mening. 

Se hele webinaret her