Børn og unge, der flygter fra krig: Vi er klar til at hjælpe, hvor der er behov for ekstra lærerkræfter
Regeringen forventer, at op mod 100.000 ukrainere vil ankomme til Danmark, som følge af krigen i Ukraine. En del af de 100.000 er børn og unge, der skal gå i skole og få en hverdag til at fungere. Det stiller store krav til skolerne og til underviserne.
Danmarks Lærerforening har foreslået, at pensionerede lærere kan komme tilbage til folkeskolen og give en hånd med – uden at blive modregnet i pensionen. Lærere, som er på nedsat tid, opfordres til at overveje, om de har lyst til at gå op i timetal. Men det er ikke kun børn og unge, der skal have en hverdag til at fungere. Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en særlov, der sikrer ukrainere ret til gratis sprogundervisning. Det betyder, at sprogskolerne ansætter flere undervisere. I Lærernes a-kasse, er vi klar til at finde de rigtige kandidater, der kan varetage undervisningen i dansk som andetsprog.
Ledigheden er p.t. meget lav, men i Lærernes a-kasse kan vi bidrage til at finde de ekstra lærerkræfter ved at sørge for, at de ledige lærere kommer i spil.
Har du brug for ekstra lærerkræfter, så tag kontakt til os. Vores dygtige job- og karrierekonsulenter er godt klædt på til at formidle de ekstra lærerkræfter, der er behov for.