Gå til indhold
26. april 2024

De svære spørgsmål til jobsamtalen

I Lærernes a-kasse oplever vi, at mange af de spørgsmål vi frygter til jobsamtalen, ofte er de samme. Derfor har vi samlet vores bedste råd, så du ikke behøver frygte de svære spørgsmål til din næste jobsamtale.

Der er altid spørgsmål, vi håber ansættelsesudvalget stiller os. Det er spørgsmål, som vi er godt forberedte på, og hvor vi kan give svar, der fremhæver de kompetencer, der understreger, at man er den helt rigtige kandidat til jobbet. Men der er også spørgsmål, vi frygter at skulle svare på.

Derfor har vi samlet vores bedste råd til dig, der skal til jobsamtale, så du kan forberede dig på de svære spørgsmål som:

  • Hvorfor har du huller i dit CV?
  • Hvorfor søger du væk fra din nuværende arbejdsplads?
  • Hvorfor blev du fyret?
  • Hvad er dine stærkeste og svageste sider?
  • Planlægger du at få (flere) børn?

  

Hvorfor har du hul(ler) i dit CV?

Der er mange grunde til huller i CV'et, og den reelle forklaring er i langt de fleste tilfælde den bedste. I 2024 er arbejdsmarkedet omskifteligt som aldrig før og der er en stigende tendens til hyppigere jobskifte og perioder, hvor man er mellem jobs. Det betyder, at det ikke længere er usædvanligt at have perioder uden arbejde. Det ved arbejdsgiverne også godt. Spørgsmålet er ikke nødvendigvis farligt, men det er en god idé at træne, hvordan du kan svare på det med tillid og klarhed.  

 

Hvorfor søger du væk fra din nuværende arbejdsplads?

Nogle gange søger vi nyt arbejde, fordi vi simpelthen ikke passer godt ind på vores nuværende arbejdsplads. Det er vigtigt at fokusere på, hvad du søger i en ny stilling, i stedet for at dvæle ved det, der ikke fungerer på din nuværende arbejdsplads. Måske ønsker du at udforske nye udfordringer efter længere tid med de samme opgaver. I dit svar er det en god idé at fremhæve dine fremtidige mål og ambitioner.

Hvorfor blev du fyret?

Set fra arbejdsgiverens perspektiv, er der god forståelse for, at der ikke nødvendigvis lægger en skandalesag bag en fyring. Tværtimod er fyringer en almindelig del af det ordinære og omskiftelige arbejdsmarked. Ligesom med huller i CV’et er det vigtigt at huske på, at der hos arbejdsgiveren er en god forståelse for, at fyringer er relativt almindeligt. Måske er man blevet fyret som en del af en større fyringsrunde. Det kan også være fordi, du ikke var det rigtige match til stillingen eller arbejdspladsen, fordi arbejdsopgaverne ændrede sig, eller ledelsen introducerede en ny måde, at køre arbejdsgangene på, som ikke passer til dine kompetencer. Den sande version er oftest helt legitim og derfor den bedste. Øv dig på hvordan du fortæller den. 

Hvad er dine stærkeste/svageste sider?

Der er som oftest altid en plus- og minusside ved vores kompetencer, og ifølge job- og karrierekonsulent Bo Nielsen, kan du med fordel graduere spørgsmålet, når du bliver spurgt til dine stærke/svage sider, så det hverken bliver så sort/hvidt eller ”farligt”:

Det er sjældent sort/hvidt, når det gælder vores kompetencer. Er man f.eks. god til at arbejde struktureret, kan det nogle gange betyde, at man til gengæld har sværere ved at improvisere og/eller håndtere pludselige forandringer, der ændrer på det, man har planlagt. Er man meget kreativ og impulsiv, er man måske også tit den, der glemmer sine nøgler osv.

Det vil også typisk være en god idé at italesætte ens svage sider, som udviklingspunkter – altså noget man er bevidst om og derfor er opmærksom på at blive bedre til eller på anden vis kompensere for.

Og som Bo siger:

Det vigtigste for en arbejdsgiver er oftest ikke selve svaret på, hvad man ikke synes man er særligt god til, men derimod om man har selvrefleksion og selverkendelse nok til at kende sine egne styrker og begrænsninger.

Har du planer om at få børn?

Det er efterhånden usædvanligt, at en arbejdsgiver stiller dig spørgsmål om dine planer om at få børn. Uanset hvad du svarer, må det ikke have indflydelse på beslutningen om at ansætte dig eller ej. Husk på, at du ikke er forpligtet til at oplyse din arbejdsgiver om, at der er et barn på vej før 3 måneder før den fastsatte terminsdato. Hvis du bliver stillet spørgsmålet, så er du i din gode ret til at bede om et andet spørgsmål, der handler om dine faglige kompetencer. Og du må også godt svare nej uanset hvilke børneplaner, du har.
 

Bliv klar til de svære spørgsmål på vores workshop

Uanset om du er i job, under uddannelse eller ledig, kan du altid deltage i vores workshop, der sætter fokus på jobsamtalen. Workshoppen er altid faciliteret af en af vores job- og karrierekonsulenter.

Meld dig til workshoppen her, hvis du har brug for sparring om jobsamtalen, eller hjælp til at forberede dig på de svære spørgsmål.