Hæver vi dagpengesatsen, tager vi et vigtigt skridt mod at genoprette den tryghed, som dagpengesystemet bør og skal være.
Det så lovende ud, da beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) udsendte en pressemeddelelse om en lovændring, der sikrer ledige et nødvendigt dagpengeløft i de første 3 måneders ledighed. Det så lovende ud, selvom dagpengeløftet skal finansieres gennem forringelser af nyuddannedes dagpengevilkår, hvilket langt hen ad vejen er som at fylde et hul med jorden fra et nyt. Det så lovende ud, fordi der i det mindste omsider var opstået en spirende erkendelse hos beslutningstagerne efter flere års opråb fra fagbevægelsen og a-kassebranchen: Stop udhulingen af dagpengesystemet – genopret trygheden!
Men dagpengeløftet træder først i kraft, hvis en ny regering udsteder en bekendtgørelse om lovændringen efter valget den 1. november. Derfor er valget også et direkte valg om dagpenge, fordi vi på ingen måde kan vide os sikre på, at de partier, der står bag et dagpengeløft, får flertal til at danne en ny regering.
Vi kan også risikere, at det kun er forringelsen af dimittendsatsen, der bliver bibeholdt, og at besparelsen ikke bruges til et dagpengeløft, hvis flertallet vender. Sådan ser det i hvert fald umiddelbart ud.
F.eks. ønsker partiet Venstre at sløjfe dagpengeforhøjelsen, samtidigt med at de ønsker at gennemføre forringelserne på dimittendsatsen. Her er vi altså ude i, at der graves flere nye huller, uden at nogle af dem fyldes op igen.
Når vi taler med vores nyuddannede medlemmer, er det da også tydeligt, at det er en kilde til stor frustration, hvis de ikke kan komme ud og bruge alt det, de har lært, så snart de har eksamensbeviset i hånden.
Morten Kvist Refskov, formand for Lærernes a-kasse
Mere tillid til de nyuddannede
Samtidigt er forringelsen af dimittendsatsen en enorm mistillidserklæring til de unge, fordi argumenterne for at skære i dimittendsatsen ikke alene beror på en evindelig besparelsesbestræbelse, men også på en antagelse om, at de nyuddannede hellere vil dandere den på dimittendsats, end de vil hurtigt i arbejde.
Det er en helt forkert antagelse, som i øvrigt er blevet tilbagevist flere gange. Senest med dagpengereformen i 2017, hvor dimittendsatsen – uden succes - blev forringet med henblik på at presse de nyuddannede hurtigere i job. De nyuddannede kommer nemlig allerede i job, så hurtigt de kan. Forringelserne gjorde kun, at dem, der i forvejen havde lidt, fik endnu mindre.
Når vi taler med vores nyuddannede medlemmer, er det da også tydeligt, at det er en kilde til stor frustration, hvis de ikke kan komme ud og bruge alt det, de har lært, så snart de har eksamensbeviset i hånden.
Tør vi satse den danske model?
Hvis en ny regering forhindrer, at lovændringen træder i kraft, er det slet og ret en trussel mod den danske arbejdsmarkedsmodel. Incitamentet til at melde sig ind i en a-kasse bliver tilsvarende mindre, for hver gang dagpengedækningen forringes, og smertegrænsen er for længst nået. Der vil altså i så fald være tale om endnu et politisk skud for boven af det dagpengesystem, der har været og fortsat bør være en af grundpillerne i den danske arbejdsmarkedsmodel.
Vi arbejder ufortrødent videre for at sikre ordentlige rettigheder og vilkår for vores medlemmer, uanset om de er nyuddannede, ledige eller i arbejde, men i det nært forestående folketingsvalg, vil jeg alligevel opfordre til, at man tager dagpengene med i sine overvejelser om, hvor krydset skal sættes.