I Lærernes a-kasse støtter vi op om FH’s udspil om en beskæftigelsesindsats, der tager udgangspunkt i mennesker før systemer, og som understøtter den danske model, der i sidste ende sikrer os et arbejdsmarked med fleksibilitet og sikkerhed.
Vi har sagt det før, for vores grundlæggende tilgang er, at vi arbejder for et system med mere tillid til den ledige og større fleksibilitet. Vores medlemmer vil gerne arbejde, og vi ønsker et solidarisk økonomisk sikkerhedsnet, der sikrer den rette hjælp til at komme videre i en ny stilling, som passer til den enkeltes faglige kompetencer.
I FH’s udspil er der lagt op til, at A-kasser overtager hele ansvaret for den forsikrede ledige. Det betyder, at den forsikrede ledige fremover kan vinke farvel til Jobcenteret, og kun skal forholde sig til a-kassen. Det giver os mulighed for at bruge vores særlige faglighed, ressourcer og viden til at lave en mere skræddersyet jobrettet indsats for den enkelte dagpengemodtager. Det hilser vi velkommen, og vi er allerede klar til at tage det fulde ansvar.