Gå til indhold
20. august 2025

Ny workshop tackler de hårde følelser, som følger med en opsigelse eller fritstilling

En opsigelses- eller fritstillingsperiode kan føles følelsesmæssig rutsjebanetur. For at hjælpe dig bedst muligt, har vi nu oprettet en ny workshop med fokus på den svære periode.

Som opsagt eller fritstillet lærer, vejleder eller underviser mister du ikke bare et job, men også en del af din identitet. Oven i det skal du forholde dig til en masse praktiske spørgsmål. Derfor har vi lavet workshoppen ”Fra opsigelse til ny start”, hvor vi hjælper dig med, at håndtere ingenmandslandet mellem ansat og arbejdsløs.

”Til workshoppen får du redskaberne til at komme igennem de faser, som man helt naturligt oplever, når man får gulvtæppet hevet væk under sig. Vi hjælper med at sige, at det er ok at være der, og viser vejen videre”

Morten Grant Rueskov, job- og karrierekonsulent hos Lærernes a-kasse i Aalborg

Støtte, viden og fællesskab med andre i samme situation 

Der kan være mange grunde til, at man er havnet i en opsigelses- eller fritstillingsperiode. Måske har du været ramt af en fyringsrunde, sygemelding eller noget helt tredje. Uanset hvad, kan det være svært at finde ud af, hvordan man skal komme igennem den turbulente tid.

Med kun 12 pladser ad gangen, er workshoppen er en af vores mindste. Det er bevidst, for at skabe det trygge rum, der giver modet til at åbne op om en sårbar situation. Det trygge rum sikrer en værdifuld spejling og sparring med andre i samme situation.

”Vi oplever først og fremmest, at deltagerne er glade for at møde andre, som står i samme situation. Her mødes vi på lige fod. Det at vide, at man ikke er alene giver rigtig meget”

Tine Engelund, job- og karrierekonsulent hos Lærernes a-kasse i Esbjerg

Som a-kasse står vi klar til at hjælpe dig. Både når det kommer til følelserne og praktikken i pludseligt at miste sit job. Til workshoppen vil du også blive godt introduceret til de til tider rigide regler i dagpengesystemet. 
Vi ved, at det er lettere at finde vej igennem regeljunglen, når man ved, hvad der ligger forude. Derfor klæder vi dig godt på, så du står stærkt, når du står i det selv.

Du tilmelder dig workshoppen via dette link