Gå til indhold
4. marts 2022

Job på deltid – værd at vide

Finder du et job, der er på deltid, vil du måske gerne have suppleret op til 37 timer med dagpenge.

Hvis du skal have dagpenge, skal du kunne sige dit arbejde op fra den ene dag til en anden, hvis du enten selv finder eller får tilbudt et arbejde med flere timer, end du allerede har. Du skal nemlig stadig stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Derfor er det vigtigt, at du får afklaret, om du skal give din arbejdsgiver et varsel, når du siger op.

Hvis jeg har et opsigelsesvarsel – hvad så? 

Så skal du have en frigørelsesattest. Her skriver din arbejdsgiver under på, at du kan sige dit job op fra den ene dag til den anden, hvis du får et andet job med flere arbejdstimer.

Vi skal have attesten senest fem uger efter, at du er startet i jobbet. Hvis du først skal have dagpenge på et senere tidspunkt, gælder fristen derfra.

Du kan finde den under Blanketter her www.laka.dk/ledighed

Hvordan ved jeg, om jeg har et opsigelsesvarsel?

Du skal regne med, at du har et opsigelsesvarsel, så du ikke uden videre kan holde op i jobbet. Det er det allermest almindelige.

Hvor ser du, om du har et opsigelsesvarsel? Som regel vil det stå i din kontrakt, men rimelig tit vil du skulle tjekke i den overenskomst eller andre regler, der gælder for din ansættelse. Vi har f.eks. jævnligt medlemmer, der bliver ansat efter Finansministeriets regler om timelønnet undervisning. Her kan man ikke sige op fra den ene dag til den anden.

I nogle job har du prøvetid. Det betyder typisk, at du i de første tre måneder kan sige op fra dag til dag. Det vil stå i din kontrakt, hvis du har prøvetid. 

Og husk - du har et opsigelsesvarsel, selv om du endnu ikke har fået din kontrakt på ansættelsen.

Et par eksempler

1. Du bliver ansat i en tidsbegrænset stilling (f.eks. vikariat).

Ansættelsen slutter den dag, I har aftalt. Eller måske den dag, den sygemeldte kollega vender tilbage til arbejdet. Men hvis du skal holde op, mens du stadig er ansat, så skal du næsten altid give arbejdsgiveren et varsel.

2. Du har en aftale med et vikarbureau om, at de skaffer dig kortere eller længere vikariater. Du har ikke noget opsigelsesvarsel i din aftale med vikarbureauet, men lige så snart, du har sagt ja til et vikariat, vil du have et opsigelsesvarsel, så længe vikariatet løber.

Kontakt os

Hvis du får et deltidsjob, og du gerne vil have supplerende dagpenge, så kontakt os hurtigt. Så kan vi få afklaret, om du har brug for en frigørelsesattest, og du har tid til at få den, så du holder fristen på de fem uger. Du kan også sikre dig, at du ikke allerede har brugt retten til supplerende dagpenge. Se også mere om supplerende dagpenge på www.laka.dk/suppdp

Du ringer bare på 70 10 00 18 eller skriver en besked via www.laka.dk