Gå til indhold
7. februar 2024

Det kræver mennesker at møde mennesker

Det er afgørende at blive mødt som menneske, og ikke en del af systemet. Det ved job- og karrierekonsulent Christina Ejby, der til dagligt fokuserer på at skabe arbejdsglæde og åbne nye veje for lærere.

Som job- og karrierekonsulent har Christina Ejby ikke blot mange års erfaring fra coaching og sin akademiske uddannelse, men også mange år med møder, hvor hvert medlem har sin unikke situation.

Christina har altid vidst, at hun skulle arbejde med mennesker. Til dagligt lægger hun kræfter i at skabe vigtige relationer med a-kassens medlemmer, sætte fokus på de mange mulige karriereveje, og den enkeltes individuelle styrker.

Vi ved, ingen mennesker er ens, eller bedriver lærergerning eller undervisning på samme måde. Hvert medlem kommer med hver sin forskellige historie og er forskellige steder i livet.

Derfor er det vigtigt at møde hinanden menneske til menneske, og ikke som system, understreger Christina:

”Jeg møder ofte mennesker i svære situationer, og der er det vigtigt at kunne rumme andres frustrationer. Det kræver mennesker at møde mennesker”.

For Christina handler det især om at bevare respekten for de mennesker, man møder. Det giver ikke altid sig selv, når vi arbejder i regeltunge systemer:

”Det er vigtigt for mig at møde andre som menneske, og ikke som en del af systemet. Det er altid det bedste udgangspunkt for at skabe den empatiske relation med gensidig respekt”.

Netværk åbner døre

Som job- og karrierekonsulent sætter Christina fokus på det faglige selvværd og på at åbne nye karrieveje. Her er det vigtigt at sætte sig ind i andre menneskers aktuelle situation og sætte fokus på lige netop de kompetencer, hun møder.

”Alle er forskellige, og selvom der nogle gange er brug for at tænke ud af boksen, er det vigtigt for mig, at jeg ikke sidder fast i min egen virkelighed”.

Her har Christina også god erfaring med at etablere en vis uhøjtidelighed:

”Jeg er repræsentant for a-kassen og formidler lovgivningens krav og regler, men jeg er også på medlemmets side. Jeg prøver altid at hjælpe andre med at brede deres vinger. Flere gange tager jeg også mit eget netværk i brug, da et bredt og åbent netværk kan gøre en stor forskel,” fortæller Christina.

Frustration er stadiet før klarsyn

Christina har altid et motto med sig, som hun selv blev fortalt af en lærer på en af hendes uddannelser.

”Frustration er stadiet før klarsyn. Det har jeg haft med mig i mange år. Det er en vigtig ting for mig at huske på og dele med mine medlemmer, da det er noget, der hjalp mig på vej, da jeg ikke vidste, hvor jeg arbejdsmæssigt skulle hen”, lyder det fra Christina.

”Som ledig oplever man ofte at miste kontrol med, hvornår man får et nyt job. Og her er det vigtigt at dyrke selvværdet og sætte fokus på alle de ting, vi er gode til, og det, der skaber glæde. Med små skridt kan man begynde at vinde kontrollen tilbage over sit liv på de områder, hvor man rent faktisk har kontrol”, fortsætter Christina.

Det er tydeligt at høre, hvordan Christina bringer både sig selv og sine faglige kompetencer i spil, når hun fortæller om de mange møder med medlemmer. For nyligt hjalp Christina en pædagogisk leder med at finde arbejdsglæden igen:

”Det var et medlem, der var ved at brænde ud og ikke følte, at hun havde kontrol over sin arbejdstid. Her handlede det for mig om at sætte fokus på, hvad hun selv havde kontrol over og kunne ændre - den personlige afgrænsning. Simple tiltag som at skærme sit kontor og sig selv, også fysisk, og ikke stå til rådighed 24/7. Og i hendes situation hjalp det virkelig med at opleve glæden ved arbejdet igen.”