I undervisningsbranchen er det svært at være uenig med temaet i Vincent F. Hendricks nye udgivelse. De fleste, der arbejder professionelt med relationsdannelse og klasserum ved, at det fungerer bedst, når det handler om "os" fremfor "mig". Men hvordan gør man som underviser op med "mig først"-tankegangen i en verden, der i høj grad inviterer til at anskue livet som et nulsumsspil, og hvor vi konstant er orienterede efter, hvad andre får og har på deres tallerken – og det samtidig går fra os?

Hvis du vil ændre verden, må du starte med dig selv. Sådan lyder det evindelige råd, som alle med garanti har fået på et tidspunkt i livet. På den anden side, er det et paradoks, at man først skal tage et individuelt opgør med sig selv, før man kan se fællesskabet. Hvordan griber man det an?

Ifølge Vincent F. Hendricks er det nødvendigt at holde separate regnskaber. For det, der vedrører en selv, og det, der vedrører institutionen, er ikke nødvendigvis det samme:

"Det er ligesom i parforholdet. Det faktum at jeg bruger tid sammen med børn fra mit tidligere ægteskab, er ikke ensbetydende med, at det tager noget væk fra mit nuværende ægteskab. Det er bare et andet regneark. Det er væsensforskelligt".

Når tingene bliver adskilt på hver sit regneark, betyder det, at det hele ikke altid handler om ”mig”, men at der også er ting, der sker i den nærmeste virkelighed, som ikke har noget med ”mig” at gøre.

Adskillelsen kan være frigørende, mener Vincent F. Hendricks. I stedet for at tænke ”hvad med mig?”, kan man begynde at finde ro og tilfredshed i at vide, at din partner ikke elsker dig og jeres fælles børn mindre, fordi din partner også bruger tid med børnene fra et tidligere ægteskab.

Vincent F. Hendricks understreger, at det kun er i situationer, hvor man uretmæssigt tænker "hvad med mig?", at det er en god idé at forholde sig til hvilket regneark, det handler om.

"Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at hvis man virkelig bliver forskelsbehandlet, og der i øvrigt er lige konkurrencevilkår, at man så ikke skal råbe op".

Vincent F. Hendricks 3 didaktiske huskeråd:

Hvordan tager man det opgør med sig selv som underviser, samtidigt med, at man formår at etablere en klasserumskultur, hvor fællesskabet har førsteprioritet? Vincent F. Hendricks giver 3 konkrete og didaktiske huskeråd:
 

1. Stimuler fejlkulturen
   Det er legitimt at begå fejl - individuelt og kollektivt. I dag er systemet ikke gearet til at vi må begå fejl, for måden hvorpå vi vurderer succes, er præcis det omvendte. Nemlig ikke at lave fejl. Første råd er, at vi skal stimulere en fejlkultur og lære af vores fejl – det er med til at give færdigheder i ligningen: Viden (uddannelse) = Kundskab (teori) + Færdigheder (praksis).
    
2. Stimuler samarbejdet
   Vi skal forstå, at vi tit og ofte kan få et bedre resultat kollektivt, end vi kan hver for sig. Det er underviserens opgave at etablere en kultur i klasserummet, som stimulerer tillidsrelationen - og ikke konkurrencerelationen.
    
3. Vær bevidst om forskelle, der skaber ulighed
   Det sidste som er centralt er, at man som underviser skal være opmærksom på, at dem der i forvejen er svage, kan få det endnu hårdere. Derfor skal man være opmærksom på, at der er forskel på elever. Som underviser, kan man prøve at stimulere en kultur, hvor dem der i forvejen har fordele, ikke får endnu flere ulighedskabende fordele.