Gå til indhold

Når du afslutter din uddannelse

Oven i at du har travlt med at få din uddannelse godt afsluttet, ja, så skal du også lige have fokus på nogle andre ting. Især hvis du måske skal have dagpenge efter din afsluttende eksamen. Derfor har vi lavet denne side til dig med svar på de spørgsmål, vi får flest af.

Du har været studiemedlem af en a-kasse mindst et år under din uddannelse

Du skal først og fremmest huske at bede om rettigheder som nyuddannet. Vi kalder dette et statusskift.

Det skal du gøre skriftligt inden 2 uger efter, at din uddannelse er afsluttet. Uddannelsen er slut den dag, du har bestået din sidste eksamen. 

Du skifter status på vores hjemmeside. Hvis du har brug for dagpenge, kan du udfylde og sende en ledighedserklæring, som du finder på hjemmesiden under 'Blanketter'.

Du skal melde dig ledig på Jobnet den første dag, du vil have dagpenge fra. Du kan nemlig først få dagpenge fra den dag, hvor du er tilmeldt jobcentret. Du har mulighed for dagpenge allerede dagen efter, din uddannelse er slut.

Alt dette gælder også, hvis du er medlem af en anden a-kasse, når du afslutter uddannelsen.

Du har ikke været medlem af en a-kasse under din uddannelse

Du skal først og fremmest huske at bede om medlemskab som nyuddannet.

Det skal du gøre skriftligt inden to uger efter, at din uddannelse er slut. Uddannelsen er slut den dag, du har fået din sidste karakter.

Du beder om medlemskab her på vores hjemmeside.

Hvis du har brug for dagpenge, skal du samtidig udfylde en ledighedserklæring. Du melder dig ledig på Jobnet den første dag, du vil have dagpenge fra. Du kan nemlig først få dagpenge fra den dag, hvor du er tilmeldt jobcentret.

Du kan tidligst få dagpenge en måned efter, at uddannelsen er slut. Der er en karensmåned, så hvis du fx. har sidste eksamensdag den 15. juni 2024, kan du tidligst få dagpenge fra og med den 16. juli 2024. Du behøver ikke at melde dig ledig på Jobnet før da, men det er en god ide at sende ledighedserklæringen i god tid, da vi måske beder om flere oplysninger fra dig.

Det videre forløb med dagpenge

Når du har meldt dig ledig, sender vi dig indenfor 24 timer et brev om, hvad der er næste skridt. Hvis vi mod forventning mangler oplysninger, skal vi nok kontakte dig. Du behøver altså ikke tænke på det i første omgang.

Hvis du har haft job under din uddannelse

Hvis du ikke vil fortsætte med jobbet, skal du være opmærksom på denne del.

Hvis du har været studiemedlem eller kommer fra en anden a-kasse, skal ansættelsen være stoppet, inden fu er færdig med uddannelsen.

Hvis du ikke er medlem af en a-kasse i forvejen, skal ansættelsesforholdet være stoppet, inden du søger om at bliver medlem.

Det er altså ikke nok, at du har sagt jobbet op. Ansættelsen skal være afsluttet.

Har du haft timer som tilkaldevikar på en skole eller lign., gælder ovenstående ikke. Kontakt os endelig for en sikkerheds skyld, hvis du er i den situation.

Hvis du vil fortsætte med det deltidsjob, du havde under din uddannelse

Det kan du godt under visse betingelser.

Det kræver næsten altid, at din arbejdsgiver vil skrive under på en frigørelsesattest. På den siger din arbejdsgiver, at du kan stoppe i jobbet fra den ene dag til den anden, hvis du finder et job med flere timer. Så kan du fx. sige til arbejdsgiveren om mandagen, at du ikke kommer om tirsdagen, da du skal starte på et nyt job den dag.

Vi skal have attesten senest fem uger efter, at du har meldt dig ledig og skal begynde at have dagpenge. Ellers kan du først få dagpenge fra den dag, vi har fået attesten. Du kan finde den her.

Hvis du har timer som tilkaldevikar på en skole eller lign., behøver du ikke nogen frigørelsesattest. Kontakt os for en sikkerheds skyld hvis du er i den situation.

Hvis du vil læse videre

Også her skal du bede om statusskift på vores hjemmesiden, og dette skal ske inden for to uger fra uddannelsen sluttede. På den måde har du din dagpengeret, hvis du har brug for dagpenge, indtil du starter uddannelsen, eller det ellers skulle blive nødvendigt.

Du kan også søge om fritagelse for at betale medlemsbidrag under din næste uddannelse. Vi kan tidligst starte fritagelsen fra den dag, vi har modtaget din ansøgning.

Hvis du fritages for at betale medlemsbidrag hele perioden mellem de to uddannelser, skal vi have dokumentation på, at du er betinget optaget på den næste uddannelse. Det vil sige, at du er optaget på uddannelsen på betingelse af, at din læreruddannelse afsluttes.

Hvis du får fritagelse for at betale medlemsbidrag mellem uddannelserne, kan du ikke få dagpenge.

Hvis du har spørgsmål eller er det mindste i tvivl, så ring på 70 10 00 18, eller skriv til os via vores hjemmeside. Det er det, vi er her for.