Jobsøgningsstrategier
Her finder du konkrete råd til, hvordan du tilrettelægger din jobsøgning.
En god strategi handler om struktur, vedholdenhed og de rigtige kontakter.
1. Planlæg din jobsøgning
Jobsøgning kræver struktur på samme måde som et arbejde. Det hjælper at beslutte, hvornår på ugen du arbejder på dine ansøgninger, og hvornår du sender dem afsted. Du skal ikke undervurdere, hvor meget en god ugentlig plan kan hjælpe dig igennem perioden. Da ansættelsesudvalg ofte kigger på ansøgninger løbende, og før ansøgningsfristen, så send gerne din ansøgning i god tid.
Planlæg også tid til noget, der giver dig energi og holder motivationen oppe. Det kan for eksempel være at drikke kaffe eller spise frokost med en tidligere kollega eller studiekammerat.
Lærernes a-kasse tilbyder løbende workshops og webinarer, der kan støtte dig i jobsøgningen.
2. Søg bredere, og styrk din digitale profil
Søg bredere end du umiddelbart tænker. Du kan få erfaringer og kompetencer fra stillinger, du ikke på forhånd havde regnet med.
Ansættelsesudvalg vil ofte undersøge din profil via søgemaskiner som eksempelvis Google. Så opdater gerne din LinkedIn-profil, og sørg for, at dit online univers giver et klart og fagligt billede af dig. LinkedIn er et af de første steder, mange rekrutteringsansvarlige kigger, når de modtager en ansøgning.
3. Tag kontakt, inden du sender din ansøgning
Hvis du har relevante uddybende spørgsmål, så tag kontakt til institutionen eller virksomheden, inden du sender din ansøgning.
Ring eventuelt til den rekrutteringsansvarlige, og stil relevante spørgsmål, som ikke kan besvares i stillingsopslaget eller på deres hjemmeside. Alternativt kan du sende en besked på LinkedIn.
Vær forberedt, spørg ind til stillingen, og vis interesse for stedet og opgaverne. I nogle tilfælde er det også muligt at møde fysisk op og besøge arbejdspladsen.
Når du har talt med en kontaktperson, før du søger, er det en god idé at skrive henvisningen tydeligt frem i starten af din ansøgning. Det er en af de mest effektive måder at skille sig ud fra de andre ansøgere på
Skriv eksempelvis:
"Tak til [navn] for at give dig tid til at svare på mine spørgsmål, hvilket har givet mig endnu stærkere motivation for at søge …"
4. Følg op, og lær af processen
Brug dit netværk aktivt. Mange stillinger besættes via anbefalinger fra folk i dit netværks netværk: folk, som dine kontakter kender, og som du ikke nødvendigvis kender direkte. Kontakt tidligere studiekammerater, kolleger og venner, og fortæl dem, at du søger nyt job. En personlig anbefaling vejer tungt i mange ansættelser.
Følg op på dine ansøgninger. Hvis du ikke hører noget inden for den angivne frist, kan du ringe og høre til status. Hvis stillingen er blevet besat, er det oplagt at spørge til, hvad der var afgørende for ansættelsen. Det giver dig konkret viden til næste gang.
Har du brug for sparring om din jobsøgning, så ring til os på 70 10 00 18. Vi er klar til at rådgive dig.