Regeringen vil stille urimelige krav til lærerstuderende
I regeringens finanslovsforslag lægger de op til, at du som studerende skal have arbejdet gennemsnitligt fire timer om ugen i mindst 18 måneder ud af de sidste 2 år af din uddannelse, hvis du gerne vil have adgang til dagpenge. Forslaget er ikke vedtaget, og vi kæmper for, at det ikke kommer til at ramme dig urimeligt.
Det er et problem for dig, der skal i fuldtidspraktik
En stor del af læreruddannelsen er bygget op om praktikperioder. Det betyder, at du i forvejen er tæt på arbejdsmarkedet og er ude at bidrage til det danske samfund. Hvis det bliver et krav at kombinere praktikperiode med studiejobs, er vi bange for, at det fratager fokus fra det vigtige: at du har tid til at fordybe dig i din uddannelse.
Selvom du ikke modtager løn for din praktik, skal de timer, du arbejder, anerkendes. De bør slet ikke betyde, at du mister adgang til det sikkerhedsnet, som dagpengesystemet skal være.
Hos Lærernes a-kasse presser vi på for en løsning
Ingen skal stilles ringere i dagpengesystemet, fordi deres uddannelse kræver omfattende og ulønnet praktik. Vi er alle afhængige af, at der uddannes dygtige lærere under ordentlige forhold. Derfor skal der findes en løsning.
Formand for Lærernes a-kasse, Morten Refskov, har sammen med Harun Demirtas, forperson i Din Sundhedsfaglige A-kasse, skrevet et debatindlæg til Altinget. Her skriver de om, hvorfor kravet er problematisk, og hvordan det kan håndteres politisk.